Oslo

Blasonering

Blason

Fra Norsk Folke-Kalender for 1854

Om denne Stad ſtaaer der i Bings Beſkrivelſe over Norge, at dens Vaaben „er en Jomfru med en Krands i den ene Haand og 3 Pile i den anden, ſiddende paa 2de Løver, ſom vende Hoderne fra hinanden og en harniſket Mand har hun liggende under ſine Fødder.“ Det Sigil, Byens Øvrighed benytter, er dog ikke ganske ſaa, Jomfruen har nemlig ſtundom en Ring og ſtundom et Hjul i Haanden. Som en Slags Forklaring over dette Sammenſurium tilføies gjerne i Beſkrivelſerne, „at det med nogen Forandring er det gamle Oslo’s Vaaben.“ Viſtnok er Udtrykket „med nogen Forandring“ relativt; men der maa dog være Maade med Alting, og at man her er gaaet meget, meget forvidt, ſkal hosføiede Tegning af Oslos’s [sic] Vaaben forhaabentlig oplyſe. Det bemærkes, at Oslo Byes Vaaben antages oprindelig at have været det i ſin Tid derværende Domcapittels Segl. Dette Sigil fremſtiller paa blaa med Sølvſtjerner beſaaet Grund Byens Skytshelgen, St. Halvard med en Straaleglorie om Hovedet, holdende i venſtre Haand en Mølleſteen, hvortil er fæstet et lille Reb og i høire 1 eller 3 Pile, ſiddende paa 2de Løver. Ved hans Fødder ſidder i en foroverbøiet Stilling en nøgen Kvinde med langt udſlaaet Haar. Man har og enkelte Sigiller, hvori St. Halvard ſtaaer opreiſt; men af disſe har Meddeleren Intet ſeet. Det hele er en ſmuk Compoſition og har Henſyn til St. Halvards Dødsmaade. Om denne Helgen, hvis Anſeelſe i Norge var meget ſtor, fortæller nemlig Sagnet, at han, hvis Navn var Halvard Vebjørnſøn — St. Olaf Konges Moders Søſterſøn — i Aaret 1043 blev dræbt af ſine Avindsmænd ved et Pileſkud, og at de ſenere bandt en Mølleſteen om hans Hals og nedſænkte Liget i Dramselven. Men uagtet han baade var ſkudt og havde en Mølleſteen om ſin Hals, flød han dog levende op og reddede dertil en ung Kvinde fra at omkomme.

Dette, i Forbindelſe med den ætſtore Mands Anſeelſe forøvrigt, var fuldkommen nok til at ſkaffe ham Helgenglorie. Han blev canoniſeret af Paven og hans Feſtdag blev anſat til 15de Mai og „Halvardsſok“ er endnu kjendt blandt Almuen i de mere afſidesliggende Egne af Landet. Som anført var St. Halvard Oslo’s Byes Skytshelgen og man har altſaa deri Forklaring paa, hvorfor Staden førte det beſkrevne Mærke. Oslo med alle dens ſtore Minder gik under 1624, Chriſtiania reiſte ſig ved Tvang paa dens Ruiner*), maſkee er det dette man har villet udtrykke ved, at en Kvinde ſidder med Fødderne paa „en harniſket Mand.“ Denne Forklaring over Chriſtiania Byes Segl er da allenfals ligeſaa god ſom den, „at det med nogen Forandring“ er det gamle Oslo’s Sigil. Der er af Oslo’s ſmukke Billede intet andet tilbage end de to Løver, der ſom Sæde for St. Halvard er ganſke heldig Betegning af hans mere end menneſkelige Magt; men for en almindelig Kvinde bliver dette Sæde en Taabelighed.

Vil Chriſtiania Øvrighed og Formandſkab gjenoptage det gamle Oslo’s Mærke, og ſtille det frem for Borgerne og Verden paa Stadens Raadhuus?

Meddeleren haaber det. Chriſtiania gaaer gjerne foran i Alt hvad der kan bevare vore gamle Minder. Gid det maatte ſkee! Det ſkal forhaabentlig ei være forgjæves at Hovedſtadens Borgere ſtilles for Øie og blive bekjendte med, at i Byens Vaaben ſom Valgſprog ſtaaer: unanimiter & constanter ɔ: enigt og ſtandhaftigt.

*) Man gjennemlæſe de kongelige Privilegier af 29de Juli 1632 og Reſcriptet af 5te Juni 1635.

An­non­ser

Kontakt

temp-otpn@coq.no