Hamar

Blasonering

Blason

Fra Norsk Folke-Kalender for 1855

Denne By er baade gammel og ny; den var mægtig og anſeelig i Norges Storhedstid, men den udholdt ikke de Storme og Gjenvordigheder, ſom Fædrelandet ſkulde gjennemgaae inden dets Forløsningstime ſlog. „Den uheldbringende Calmar Union, men fornemmelig Tabet af Rigets Selvſtændighed i Aaret 1537 og det deraf følgende forandrede politiſke Syſtem, Nedlæggelſen af Biſpeſtolen, nedtrykte det ſtedſe mere“, ſiger Capt. G. Munthe i ſine ypperlige geographiſke Anmærkninger til Aalls Udgave af Snorre om Hamar, og vi vide jo Alle, hvad Ende det tog med den: i Februar 1567 lagdes Staden og alle dens Herligheder i Aſke, for aldrig mere at reiſe ſig i Norges Trængſelstid.

Men efter nær tre Aarhundreder er Staden bleven gjenoprettet ved Lov af 26de April 1848. Det nye Hamar naaer vel neppe nogenſinde det gamle Hamars (Hamar mikli, Biskupshamar heed det i Folkemunde) Anſeelſe og Herlighed, uagtet der nok med Tiden kan blive travlere Liv i hiint end i dette; men man maa dog haabe at det unge Hamars Indvaanere ville forſtaae at de maa anſtrænge ſig for at fremkalde og bevare enhver Erindring fra det gamle Hamar, der er anvendelig for deres By — og hertil maa blandt Andet Optagelſen af Hamarkaupangrs Vaaben eller Stadsſegl, der heldigviis findes forklaret i den gamle, kanſke lidt vel poetiſke, men dog interesſante Beſkrivelſe over Staden,*) henregnes.

Ifølge denne var Hamar Byes Vaaben „en Aarhane med udſlagne Vinger udi Toppen af et Furutræ“, og „ſom var gjort og udgravet over Raadſtuens Dør“**) lægges der til. I Forvisningen om at Stadens Øvrighed og Formandſkab vil optage — ja, det er maaſkee allerede ſkeet — dette gamle Vaaben, har Meddeleren opført det ſom Mærke for den unge By og i vedſtaaende Tegning givet Prøve paa hvorledes det formeentlig bør være. Meddeleren bruger med Forſæt Udtrykket, Prøve paa; thi han maa tilſtaae, at han aldrig har ſeet nogen Tegning eller noget Aftryk af Hamar Byes Segl, og at Tegningen altſaa alene er forfattet efter Beſkrivelſen og bedſte Skjønnende. Hvorvidt den er heldig og ſaaledes fortjener at benyttes maa han overlade til dem, der endeligen komme til at beſtemme Nutidens Hamars Vaaben.

Angaaende Betydningen og Oprindelsen til dette Stadsmærke, da ſavner man derom naturligviis al Oplysning; thi om den nogenſinde har været bekjendt, da er den glemt i de 300 Aar, der ere henrundne ſiden Byens Ødelæggelſe og i hvilke der ei fandtes andet Spor tilbake af den hele prægtige Stad end den herlige Ruin af Domkirken, ſom endnu den Dag giver den nulevende Slægt en Tanke om hvad den og Staden engang var. Man maa antage, at det har Henſyn til et eller andet Sagn fra Stadens førſte Anlæg; thi man kan ellers ikke godt forklare ſig dets Betydning. Mærkeligt er det desuden, at der i denne Byes Vaaben ikke findes anbragt noget Tegn af religiøs Betydning, uagtet det dog er vitterligt, at den ſkyldte Geiſtligheden, om ei ſit Anlæg, ſaa dog ſin Opkomſt og ſenere Anſeelſe, derigjennem at Byen kort efter Anlægget blev et Biſpeſæde og hvorved Geiſtligheden derhos erholdt faſt al Magt og Myndighed i Samme. Man tør deraf viſt drage den Slutning, at dette Bymærke er antaget af Borgerne ſelv ved Stadens Anlæg, og deraf fremgaaer igjen, at man i de Tider anſaae et Mærke for en By fornødent og af Betydning.

I den ovennævnte Beſkrivelse over Stadens Vaaben findes endvidere anført, at det og var udhugget paa en Steen udenfor Raadſtuen, „og med gamle Runebogſtaver paa“. Dette er visſelig uefterretteligt hvad Runebogſtaverne angaae, det har formodentlig været Omſkriften — Sigillum civitatis Hamarensis in Norvegia — med gammel Munkeſkrift. Denne Omſkrift bør i ethvert Fald anbringes paa det unge Hamars Byſegl.

*) See Thaarups Magaſin 2det Bind. Beſkrivelſen er forfattet omtrent 1620 af daværende Sognepræst til Vang, Mikkel Anderſon Aalborg

**) Man kan ſaaledes ſee at det tilforn ogſaa her i Landet har været Skik og Brug at anbringe Stadens Vaaben paa dens Raadhuus. Forhaabentlig optager det unge Hamar denne gamle Skik — ſaa følger maaſkee engang de gamle Byer dens Exempel. Det fortælles derhos udtrykkelig at Stadens Vaaben var udgravet paa alle dens Vagthorn, Sværd, Hellebarder o. ſ. v., ja „paa de 80 Kobberſpand til Vaadeild at udſlukke“, og endelig tilføies følgende ſnurrige Bemærkning: „Item alle Stadſens Brevdragere havde Hamar Byes Vaaben paa ſig, ſom var ſtøbt, af Kobber eller Mesſing, det ſkulde de bære aabenbarlig uden paa deres Klæder ſyet, paa det man kunde ſee, hvad han var for en Karl.“ Man ſeer af Alt dette, at der og her i Norge var en Tid, da man ei anſaae deslige Mærker for overflødige Bagateller uden Betydning.

An­non­ser

Kontakt

temp-orzw@coq.no