Trondheim

Blasonering

Blason

Fra Norsk Folke-Kalender for 1854

Derſom nogen Stad i vort Land af Ærbødighed og Hengivenhed for Geiſtligheden ſkulde bevæges til at antage et Bymærke, der havde ſin Oprindelſe fra og var laant af denne ſaa mægtige Stand, da maatte dette være Nidaros. Thi den ſkyldte for ſtørſte Delen ſit Forhold til Geiſtligheden og den romerſke Kirke den Forrang, ſom den beſad fremfor Landets øvrige Byer; ikke alene fordi den var Sædet for Landets geiſtlige Overhoved, Erkebiſkoppen, men og fordi det var Geiſtlighedens Rigdom og Magt, der i Staden reiſte den Bygning, ſom, deels ved ſin egen Pragt og Storhed og deels derved, at den inden ſine Mure gjemte det Helligſte, Norge havde i Eie, gav Staden den Anſeelſe og Navnkundighed, ſom den havde lige indtil Reformationen. St. Olaf Konge og Chriſtkirken bragte Stadens Navn ſaa viden om ſom den catholſke Lære var Folkenes Tro.

Intet Under altſaa at Nidaros — nu Throndhjem; thi den har end ikke beholdt ſit gamle ærværdige Navn — har et Vaaben, der maaſke har tilhørt en af de i Staden værende geiſtlige Stiftelſer eller ſom ialfald har ſin Oprindelſe fra Geiſtligheden. Et Blik paa vedſtaaende Tegning vil overbeviſe Enhver om, at denne Antagelſe maa være rigtig. Almindeligviis angives dette Vaaben oprindeligen at have været Erkeſtiftets Sigil; men denne Formening ſavner formeentlig ſin Hjemmel; ligeſom det vel overhovedet maa anſees tvivlſomt om det har været benyttet af Geiſtligheden ſelv, da det ganſke mangler Troens Sindbilleder. Det forekommer Meddeleren langt mere troligt, at det blot er anordnet af Geiſtligheden eller rettere ſagt af Erkebiſpen. Man ledes til denne Antagelſe af Billedet ſelv, der øienſynlig er beregnet paa at fremſtille Krikens og Geiſtlighedens Magt. En Forklaring over Sigillet vil oplyſe denne Paaſtand. Vaabnet beſtaaer, ſom man vil ſee, paa en vis Maade af 2de Hoveddele, nemlig: 1) Muurſtykket paa hvis Midte er anbragt en Roſe og 2) Scenen ovenfor Muurſtykket.

At Muurstykket med Roſen eller rettere Roſen ſelv er en Betegning for Chriſtkirken (Domkirken) er ganſke viſt; thi paa denne Pragtbygning fandtes ved Vinduerne over Chorindgangen en i Steen huggen ſtor Roſe („af det hule Arbeide,“ tilføier Schjønning) der var lueforgyldt og ſom i ſit Slags var et ſaadant Meſterværk, at den blev anſeet for en af Kirkens ſtørſte Prydelſer. Hvor bekjendt den var kan ſluttes deraf, at den brugtes ſom en Slags Benævnelſe for hele Kirken. Saaledes ſiger Mag. Abſalon Pederſøn i ſin Norges Beſkrivelſe*): „Der,“ han taler om Throndhjem, „var den gyldne Roſe til hvilken o. ſ. v.“ Var nu ved Billedet Tanken førſt ledet hen paa Chriſtkirken, ſaa var og Geiſtligheden bragt i Minde; men dens Magt ſkulde end tydeligere udtales i Vaabnet, idet nemlig Kongemagten og Geiſtligheden billedlig ſtilledes lige, og over dem kun den catholſke Lære perſonificeret ved den hellige Jomfru. At dette er Meningen af Billedet maa anſees givet; thi hvad Betydning ſkulde ellers disſe to Skikkelſer — en Konge med Retfærdighedens ene Sindbilled i ſin Haand ligeover for en Biſkop med ſin Stav — kunde gives. Denne Antagelſe beſtyrkes og derved, at man ſtundom ſeer Kongen med Sceptret i den ene Haand og Sværdet i den anden, ligeſom rækkende begge Dele hen til Biſpen, hvorved man uvilkaarligen maa tænke paa Kong Magnus Erlingſøn, der for at vinde Erkebiſp Eyſtein for ſig tog Riget ſom Lehn af St. Olaf, det vil ſige af Geiſtligheden. Paa denne Maade forklaret, og antaget at det ſkylder Erkebiſpen ſelv ſin Oprindelse, er Billedet ſandelig træffende i ſin henſigt og maatte være et forſtaaeligt Fingerpeeg for de vordende Konger. Hvorvidt man imidlertid tør tillægge Erkebiſp Eyſtein ſelv dette Vaaben for ſit Erkeſæde kan jo ikke afgjøres. Hans Characteer beſtyrker dog meget en ſaadan Formodning, og hertil kommer desuden den Omſtændighed, at de borgerlige Uroligheder, der paa hans Tid forſtyrrede Fædrelandets Velvære og Fred, men iſær hans Forhold til Kong Sverre, ligeſom opfordrede ham til i ſit Erkeſæde at udtale ſin Mening: at han var jævngod med Kongen, eller at denne ialfald uden hans Venſkab havde liden Betydning. Endelig maa og erindres, at det var under Erkebiſp Eyſtein, at Roſen (Chriſtkirken) førſt ret udfoldede ſig i al ſin Pragt og Herlighed; thi ogſaa heri ligger en Beſtyrkelſe for Muligheden af, at Throndhjem ſkylder denne myndige Prælat ſit Vaaben.

Kan end dette Vaabens Oprindelse og Ælde ikke med Beſtemthed opgives, ſaa kan man dog med ſtørſte Vished paaſtaae, at det er meget gammelt og at det allerede var til i Norges gode Tid. Men det er heller ikke mindre viſt, at det ei uforvanſket er bleven bevaret gjennem Tiderne; thi man finder forſkjellige Fremſtillinger af det. Dette gjælder dog kun Figuren til Venſtre, Kongen, der ſom anført paa enkelte Sigiller ſees enten med Sværd og Scepter eller Olafsøxen og Scepter i Hænderne, eller og blot med en Vægt i den ene Haand — ja paa enkelte yngre Udgaver er den endog bleven til en Bondemand med „Toplue.“ (!)

*) See Suhms danſke Samlinger 2 B. 1 H. S. 58.

An­non­ser

Kontakt

temp-oqgw@coq.no